Jeg føler mig klemt mellem to fronter. Jeg er lærer og derfor bør jeg bakke op om den ene front. Men hvad nu hvis jeg også godt kan se muligheder og gode tanker i kølevandet af det andet frontsystem?
Reform og arbejdstidsaftale er blevet blandet sammen, og det gør det forbandet svært at være den lærer, der faktisk synes helt godt om en stor del af reformen. Ja, jeg har også tvivlsspørgsmål til enkelte dele af den, men hvor realistisk er det, at lave en reform, som alle kan bakke 100% op i hele dens indhold? Vi er mange forskellige lærere og mange forskellige folk, der alle arbejder med folkeskolen og dens indhold. Og vi har alle vores agenda til at mene, som vi gør.
Kan vi overhovedet tale om én folkeskole? Èn lærer? Det spurgte Mikael Skånstrøm mig om forleden og det har rumsteret i mit hovede lige siden.
For selvfølgelig kan vi ikke det. Folkeskolen er en kompleks størrelse, og der er masser af fællesnævnere, men der er lige så mange forskelligheder i de danske folkeskoler i dag. Nogle ligger i mere velhavende kommuner end andre og nogen slås mere med det sociale nærmiljø end andre. Andre er mere udviklingsorienterede end igen andre. Udkantsdanmark og Hovedstadsdanmark er forskelligt og det samme er organisering og struktur på de enkelte skoler. Den lokale skoleledelse og den regionale skoleledelse varierer enormt fra skole til skole og kommune til kommune. Så nej, vi kan ikke bare sige Folkeskolen og så være enige om, at vi mener det samme. For det gør vi ikke. Enkelte af os taler endda om en skole, som vi selv var elever i, og den eksisterer slet ikke mere, hverken i form eller indhold.
Vi kan heller ikke tale om én lærer. Eller to for den sags skyld. Vi er mange lærere, og vi er lige så forskellige, som alle de elever vi har i én klasse, og som vi skal kunne rumme i vores rolle som lærer. Vi har forskellige interessefelter i form af vores fagområder og aldersmæssigt strækker vi os over flere generationer. Vi er ikke alle lige omstillingsparate, og der er stor forskel i vores måde at se på læring og pædagogik. Vi arbejder meget forskelligt, nogen bedst i teamsamarbejde med hinanden, andre har det bedre med at køre solo og selv styre sine arbejdsopgaver. Nogen flexer i deres tid, andre arbejder 8-16. Nogen forbereder sig meget, andre mindre og igen andre slet ikke. Og sådan kunne jeg blive ved.
Og lige pt. skal jeg stå med skilte, som er lavet af Danmarks Lærerforening, hvor der blandt andet står, at alternativet til at støtte mig og mine kolleger er at støtte en discountskole for mine børn. Hvis jeg ikke står med skiltet, så er jeg usolidarisk og ukollegial, hvis jeg gør, er jeg forandringsangst og ude af stand til at forstå betydningen af effektivisering og at alle må give i krisetider.
Og jeg synes det er dobbelt. Og jeg føler mig klemt. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op i det. For jeg er hverken usolidarisk eller samfundsignorant.
Jeg finder mig selv igen og igen siddende i gode snakke med venner og familie, der alle har en velment mening om det jeg går og laver, både i form af bloggen her, men i højere grad i form af min lærergerning. Og jeg nyder snakkene, for de åbner debatten lidt for mig hver gang. Og jeg kommer hele tiden nærmere mit eget ståsted i alt det her. Og samtidig mærker jeg efterfølgende, hvor meget det dræner mig, og hvor meget det sidder fast i kroppen af mig længe efter, de andre er gået hjem og videre i deres liv. Som nu, hvor hele min krop arbejder på højtryk for at finde system og orden i alt kaoset. Jeg gennemgår alt, der er blevet sagt og tolker på det i alle retninger.
Jeg prøvede at ordne det i nat, ved at sætte den næste uges aktionsarbejde for Dlf ind i min kalender, så jeg kunne danne mig et bedre overblik. Jeg glemmer nemlig alt i disse dage. Det bliver en uge med en masse forpligtelser i myldretiden, hvor jeg også selv burde aflevere og hente mine børn. I stedet ender min mand, som stadig passer sit normale arbejde, med at være den, der ovenikøbet også skal hente og bringe, da jeg skal holde skilte i det tidsrum. Skilte som jeg ikke altid kan finde mig selv i.
Er jeg mon den eneste?
Jeg har det sådan her: Jeg støtter min fagforenings kamp for en ordentlig og reel arbejdstidsaftale for min faggruppe. Jeg synes faktisk ikke vores krav er urimelige i forhold til vores arbejdsområde. Du kan se dem her, hvis du ikke kender dem allerede. Men jeg er imod meget af den retorik, man som fagforening har valgt at kæmpe min sag med. Jeg er imod frontsystemerne og tanken om, at det er os mod dem. Og jeg ved godt, at sådan MÅ det være, når man kører konflikt, men jeg har bare rigtig svært ved at finde mig selv i netop det.
Jeg bakker op om en stor del af reformen. Der er to områder, som jeg er tvivlende overfor i den, og det er aktivitetstimerne og helddagsskolen, som nu retorisk er blevet til aktivitetstid og heldhedsskole. Klart to begreber, jeg også synes klinger bedre, jeg er bare interesseret i og bekymret for, hvordan vi sikrer fagfagligheden i de enkelte fag i aktivitetstiden, og hvordan vi sikrer, at vi ikke ender med at tabe en stor del elever på gulvet i den udvidede undervisningstid. Bemærk, jeg er interesseret og bekymret. Det er ikke nødvendigvis det samme som at være imod.
Jeg er derimod imod måden KL og regeringen har planlagt en omlægning af min arbejdstidsaftale på. Jeg er imod KL’s retorik, som fremstiller mig og mine kolleger som ignorante tåber, der ikke vil imødekomme nutidens arbejdskrav. Og jeg er imod, at man har lavet en, i mine øjne, fremragende reform på rigtig mange punkter, og gjort den afhængig af en arbejdstidsforhandling, der på det gældende tidspunkt endnu ikke var gået igang.
Og der står jeg. Og derfor ligger jeg søvnløs ind i mellem i disse dage. Fordi jeg ikke kan finde mig selv i denne kamp. Og jeg tænker tanker som, om det er muligt at sige op, når man er lockoutet. Eller om man hellere skulle finde sig et caféjob, som ikke er helt så holdningsbetonet et felt i det danske samfund. Og samtidig mærker jeg savnet i min krop efter at komme tilbage til mine elever og min undervisning og bare gøre det, jeg gør bedst. Nemlig at forberede, gennemføre og efterbehandle læring og vise empati, forståelse og tillid til mine elever.
